Enhver rytter, der begynder uddanelsen af en ung, stadig utilredet hest, bør være klar over, hvad han/hun vil med sin hest, og hvordan han/hun bedst og hurtigst når dette mål. Jo mere viden og erfaring rytteren har - de grundlæggende krav til enhver lærer - jo hurtigere vil det tilstræbte resultat vise sig.
Men uddannelsens grundighed må aldrig falde som offer for ønsket om det kortest mulige uddannelsesforløb.
Frem for alt bør rytteren holde sig fra en hver for, for skabelonarbejde og istedet lade den individuelle undervisning af hesten/ne komme i første række. Kun da vil han bemærke de mangfoldige små nuancer, som hans hests/tes anlæg og styrker viser ham, og som lærer ham at gøre indlæringen så let og morsom for hesten som muligt. Nøjagtig som hos et menneske kan man afhjælpe legemelige svagheder ved planmæssige gymnastiske øvelser, kan man også komme hestens natur til hjælp.
Man bør derfor lære den unge hest rigtigt at kende både fysisk og psykisk og behandle den i overenstemmelse med dens andlæg. Er man lydhør over for det enkelte dyrs individualitet, når man hurtigst målet, nemlig at få hesten til at udfølde sin højste ydeevne og samtidig bevare dens gode humør. Derudover lykkeds det også at overvinde eller i det mindste mildne fejl ved såvel kropsbygning som temperament. Iøvrigt kommer man lettere af med bygningsfejl end med temperamentsfej.
Træneren bør - fra remonte til den viderekommende elev - altid stræbes efter at gøre sin hest så dygtig, at den kan lystre ham og også vil lystre ham til grænsen af sin ydeevne.
Forudsætningen er at hestens ubetingede tillid til sin rytter, der på sin side hjælper sin elev med udviklingen gennem planmæssigt arbejde og bør tragte efter at gøre den smidig og dygtig.
Denne tankegang bør ligge til grund for hele hestens uddanelse.
Før rytteren begynder at arbejde med en ung hest, kan han/hun ikke tit nok gøre sig klart, at den udover at være vanedyr også har en ualmindelig god hukommelse. Derfor vil den allerede efter forholdsvis kort tid forsøge at komme rytteren i forekøbet under øvelser, især hvis disse øvelser af tankeløshed eller bekvemmelighed for det meste udføres samme sted og i samme rækkefølge.
Men uddannelsens grundighed må aldrig falde som offer for ønsket om det kortest mulige uddannelsesforløb.
Frem for alt bør rytteren holde sig fra en hver for, for skabelonarbejde og istedet lade den individuelle undervisning af hesten/ne komme i første række. Kun da vil han bemærke de mangfoldige små nuancer, som hans hests/tes anlæg og styrker viser ham, og som lærer ham at gøre indlæringen så let og morsom for hesten som muligt. Nøjagtig som hos et menneske kan man afhjælpe legemelige svagheder ved planmæssige gymnastiske øvelser, kan man også komme hestens natur til hjælp.
Man bør derfor lære den unge hest rigtigt at kende både fysisk og psykisk og behandle den i overenstemmelse med dens andlæg. Er man lydhør over for det enkelte dyrs individualitet, når man hurtigst målet, nemlig at få hesten til at udfølde sin højste ydeevne og samtidig bevare dens gode humør. Derudover lykkeds det også at overvinde eller i det mindste mildne fejl ved såvel kropsbygning som temperament. Iøvrigt kommer man lettere af med bygningsfejl end med temperamentsfej.
Træneren bør - fra remonte til den viderekommende elev - altid stræbes efter at gøre sin hest så dygtig, at den kan lystre ham og også vil lystre ham til grænsen af sin ydeevne.
Forudsætningen er at hestens ubetingede tillid til sin rytter, der på sin side hjælper sin elev med udviklingen gennem planmæssigt arbejde og bør tragte efter at gøre den smidig og dygtig.
Denne tankegang bør ligge til grund for hele hestens uddanelse.
Før rytteren begynder at arbejde med en ung hest, kan han/hun ikke tit nok gøre sig klart, at den udover at være vanedyr også har en ualmindelig god hukommelse. Derfor vil den allerede efter forholdsvis kort tid forsøge at komme rytteren i forekøbet under øvelser, især hvis disse øvelser af tankeløshed eller bekvemmelighed for det meste udføres samme sted og i samme rækkefølge.
RSS Feed